Bestræbelser forat faa André ud, ud for at lære det, Faderen ikke havde faaet lære, ud for at blive til noget til Guds Ære og til Menneskenes, særlig til Finmarkens Velsignelse. André skulde blive til noget stort og til noget godt! De Kræfter, der gik tilspilde hos Moderen, skulde faa en rig og herlig Udfoldelse hos Sønnen!
Thorsen saa det i Aanden med Abrahams Tro; hvad Gud havde lovet, det holdt han, saa vist som hans Ord vare Ja og Amen.
Med barnlig Tillid lagde Kirkesangeren derfor Aar efter Aar Spareskillinger til Side; men naar vilde Summen blive saa stor, som den maatte blive? Og André var allerede femten Aar.
»Gud vil nok skaffe en Udvei og sende Miraklet, naar Tiden er der,« sagde Andreas Thorsen.
Som en Følge af dette Liv, af denne fælles Forgudelse, af de rejsende betragtet som et usædvanligt Fænomen og af Lapperne som noget stort, der var deres alles Eiendom, af Visheden om at have et berettiget Krav paa begges udelte Interesse, ja selv som en Følge af Faderens opofrende Kærlighed, voksede der fra Barndommen af en Skygge op med André fra Kautokejno, en Skygge avlet af hans eget overmodige, umættelige, alt krævende Væsen. Denne Skygge var Kvænens
