vilde, forvovne Hensynsløshed, der senere hen, i Form af den mandlige Naturs mest udprægede Egoisme, var bestemt til at følge ham som en Dæmon.
Naar Lapperne i de lange Vinteraftener sadde samlede paa Gulvet rundt om Andreas Thorsen, medens Skæret fra Ovnen faldt paa deres Ansigter, og lyttede til det livsalige Ord om Jesus Kristus, der døde paa Korset, da kunde André fristes til at forbande dette Jesu-Navn, der for ham blev Indbegrebet af alt, hvad der var trangt, indestængt og kedsommeligt.
Han hørte ikke Faderens Stemme, men kun Lappernes monotone Mumlen: »Jesus, kære Jesus!« Han styrtede ud i Nordlysnatten og lyttede efter de muntre, fremmede Røster, der vare forstummede.
André maatte røre sig og faa Luft. Han spændte Skierne paa og for ned ad de snedækte Skrænter og hen ad de rimede, diamantfunklende Sletter, hvor selv Glentens Øje ikke kunde opdage Spor af noget Menneskes Fod.
Let forover bøjet, med hver Nerve spændt, hver Scene stramet, med Staven i Haanden, halv aaben Mund og blussende Kinder løb han omkap med sin egen Skygge, medens Sneen hvirvlede op omkring ham i en gækkende Runddans.
