umærkeligt skvulpede om ham, alene med Midnatssolen og med sin Dommer og Forbarmer.
Og se, netop hvor Soløjet glødede, aabnede der sig en Horrizont, højere og videre end Jordens.
Der bredte sig et Land, som hvilede paa rosenfarvede Skyer. Englehoveder tittede op af dem, og Englevinger skinnede som Sølv.
Der var en Sø der oppe i Fata Morganas[1] Land, saa ren, saa gennemsigtig, saa krystalklar, at ingen saadan er bleven set paa Jorden.
Men hen ad Søen gled der en Svane.
En af de slaviske Melodier blev sungen ombord paa den russiske Lodje, Moltonerne klang ud over Polarhavet, men i dem hørte André Svanens Sang, den som svømmede hist oppe i Renhed.
Han kendte den. Det var Nøkkens Smerte og Vemod, der steg op til Guds Trone.
Men — hvad der hin Nat i Lyset af Polarsolen foregik mellem Diktersjælen og dens Forløser, ved ingen.
Hvad André saa i det forjættede Land, han hin Nat skuede ind i, ved ingen.
Hvad Svanen sang, ved heller ingen.
Hvem kender det uudsigelige?
- ↑ Luftafspejlinger forekomme hyppigt ved Nordkap.
