løfte paa Renskinderne forat finde sin Hustru og kalde: »Nanna1 Nanna! Nannacam!«[1]
Og da stod hans Hustru foran ham med Barnet i sine Arme; hun hævede det i Vejret og raabte:
»Sandelig jeg siger dig, dersom du annammer Guds Rige som et lidet Barn, saa skal du komme derind!«
Men bag hende stod Frelseren, Jesus Kristus, og sagde: »Sandelig, jeg siger dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset!«
Og Lamik Nikkut faldt paa Knæ.
Med Lappens hele Barnlighed greb han Naaden og Forladelsen i samme Øjeblik, som den blev ham givet. Lig Røveren paa Korset gav han i et Nu den Korsfæstede sit Hjerte.
»Seimke,« sagde Lamik Nikkut, »jeg er banlyst fra Fjeldet, men mig sker min Ret. Naar du sidder i Gammen med Barnet i dine Arme, saa tænk paa dets Fader, der er indestængt af alenhøje Mure, og bed til Jesus for mig, at han snart maa komme og løse op for den fangne.«
- ↑ »Kæreste, lille Kæreste!«
