desuden mellem Gentlemænd af bon ton blive betragtet som en Satisfaktion.
Den hengivne Fader
Henri Wasili.
Olga slyngede sine ARme om Andreas Thorsens Hals.
»Tilgiv ham, Fader,« sagde hun. »Tilgiv ham for min Skyld.«
»Jeg har tilgivet ham,« svarede den gamle Mand, »jeg har tilgivet ham for hendes Skyld. Barn, har du rigtig set hendes Ansigt?«
Som huggen i Marmor laa Kvænkvinden der paa den hvide Seng, og over hendes Ansigt var der Fred.
Politiassistenterne, der ikke havde fulgt tilbage med Lensmanden, vare endeligt komme til Kautokejno, og Lamik Nikkut i Forening med de værste af Urostifterne bleve fængslede.
Andreas Thorsens Hustru tilligemed Lensmanden bleve begravne, og Biskoppen, der netop Dagen i Forvejen var ankommen til Kirkestedet, forrettede selv Jordpaakastelsen.
Der var indtraadt Vindstille efter Orkanen.
Opløste af Anger og Sorg stimlede Lapperne sammen og de opkastede Grave.
