Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/271

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
255

De havde jo myrdet de døde, og Gud vilde kræve dem af deres Haand!

De vare vaagnede op af sin Rus, og saa med Forfærdelse, at Slaget havde rammet Kirkesangerens Hustru, hun som de alle havde ventet, og som nu var kommen forat frelse hans Liv fra — dem, og saa dø!

»Gud tilgiv os! Gud tilgiv os!« raabte de. »Lad os græde med dig, Fader Thorsen! Lad os købe hende tilbage med vore Taarer!«

Og Andreas Thorsen saa paa dem, idet de én for én faldt ned paa sit Ansigt og omfavnede hans Fødder. Den gamle Mands Aasyn var forklaret.

»Jeg havde dig dog alligevel saa kær!« sagde han.

Hans Livsgaade var bleven løst, og han havde nu set Guds Frelse.

Efter at Biskoppen havde holdt sin Tale, traadte Jakob Tudekas hen til Graven.

»Samer,« sagde han og blottede sit Hoved, »jeg erkender, jeg har faret vild og er kommen bort fra Guds Ords Sandhed. Jeg har bedet Gud og Mennesker om Tilgivelse og forlader den gale Tro.« Og med neppe hørlig, graadkvalt Stemme tilføjede han: