»Hustru,« sagde Andreas Thorsen og kyssede hende. »Du kom, var det end i den ellevte Time. Du kom og gav mig dit Hjerteblod.«
»Om det kunde sone! Jeg var træt, Andreas. Jeg slæbte mig hen som en Hund forat dø for dine Fødder. Den Ret havde din gamle Hustru dog tilbage.«
»Barn, Barn!« raabte hendes Husbond, idet han paa ny søgte at stanse Blodet, »jeg vidste, du vilde komme. Jeg har aldrig tvivlet paa dig, jeg har elsket dig og ventet paa dig.«
»Saa dør jeg glad. Den Frelser, du har lært mig at kende, har nu ført mig hjem. Lad Blodet flyde, Andreas, lad det flyde, det er jo for dig. Jeg fik redde dit Liv, Husbond! Lad mig saa faa dø! Jeg havde dig dog alligevel saa kær!«
Andreas Thorsens Hustru var død, da Grev Wasilis Pulk stansede udenfor Kirkesangerens Hus.
Han saa Blodet paa Sneen, han saa den dødes Ansigt, han kendte det igen, og han saa de tre, der stode omkring hendes Lig. De saa paa ham.
Grev Wasili stansede, han følte, han var tilovers, han tog uvilkaarlig Hatten af sit Hoved.
»Grev Wasili,« sagde Andreas Thorsen med brudt Røst, »hvad De har syndet mod min Hustru,
