intet. Han berøvede mig min Uskyld og — forlod mig.«
»Hans Navn!« raabte Andreas Thorsen, idet han ligbleg snappede efter Vejret.
»Grev Wasili,« sagde Aina.
»Grev Wasili!« raabte de tre, der stode omkring hende.
Det var et trestemmigt, aandeløst Raab.
»Han hed Henri Wasili og var fra Riga. Jeg saa ham for en Maaned siden paa Tromsø, — han var bleven en gammel Mand. Andreas! Siden han forlod mig, har jeg levet et retskaffent Liv; jeg tænkte paa dig. Jeg har levet i stor Fattigdom i mange Lande, men jeg har altid ernæret mig ærligt og uden at behøve at rødme over mit Arbejde. Jeg sled mig frem og længedes efter dig.«
»Aina, Aina!« hulkede den gamle Mand. »Hvorfor kommer du først nu?«
»Fordi jeg skammede mig ved at vende om, Andreas. Min Synd brændte mig paa Sjælen, jeg hungrede og tørstede efter at se dit Ansigt, men jeg kunde ikke faa det over mine Læber at sige: »»Tilgiv mig.«« Jeg kunde ikke ydmyge mig. Andreas, min Trods har brugt syv og tyve Aar forat komme til dig.«
