»Hold inde!« raabte han. »Hans Blod kommer over eder og over eders Børn!«
Men Dikteren var bleven svag og magtesløs ligeover for det Helvedsspøgelse, hans Muse havde fremmanet.
Lapperne hørte ham ikke.
André mødte det sidste Blik fra Lensmandens bristende Øje, idet han faldt om paa Sneen, han hørte Svøbeslagene paa Kvindernes Ryg, han hørte Børnenes Angstskrig; hvorhen han vendte sig, saa han disse haanleende, grinende Lappeansigter, og over alt dette Maanens blege, uhyggelige Dødsskin!
Han følte sig hensat til Ragnarøks Rædsler. Sjælekval, Afsky og Gru søndersled ham.
André ilede fra den ene, han ilede til den anden, han bad, han truede, han besvor — forgæves!
Nemesis var kommen over ham; thi han havde stampet mod Braadden og trodset sin Gud.
Den poetiske Djævel var ikke til at spøge med, den vendte sin Klør mod ham selv.
»Men om Lapperne bleve gale af hans Fortællinger, det kom ikke ham ved!«
Da vendte han sig om og saa sin Fader og sin Hustru midt i den rasende Hob.
Hans Fader, hans gamle, hvidhaarede Fader,
