Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/258

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
242

Nordlysene fulgte ham som Furier hen over Hejerne.

André kom ned, han saa sig om sky lig den onde Samvittighed.

Der var knugende stille, og denne dulgte Stilhed fornyede hans Angst. Den lignede en Fjende, der skjuler sig.

Uden at være sig bevidst hvorfor, tog han Retning mod Lensmandens og sin Faders Hus. Han havde ikke været der paa femten Aar!

André bøjede nogle rimdækte Grene til Side og lyttede.

Da hørte han en Lyd i Natten, som bragte Blodet til at stivne i hans Aarer.

Og dog var det ikke andet end det gentagne Raab: »Ekselsior!«

Barmhjertige Himmel! det var et Mordskrig.

Han jog af Sted. Lensmandens Hustru og Børn flygtede ind og forskansede sig i Huset, Manden slæbtes ud.

Regnskabet, Regnskabet, Dikter! Skal du ikke gøre Regnskab for dette?

En Tollekniv hævedes over Lensmandens Hoved.

André slængte Skistaven hen ad Sneen, styrtede hen og kastede sig over ham. Han hævede Haanden.