I Lappernes Hjerter blev Nationalitet ét med Kristendom, Synd med Nationalitetsforræderi, Djævlens Aag med Europæernes, Lap det samme som Kristen, Hedning det samme som Nordmand.
Aldrig havde André improviseret saa umiddelbart, saa satanisk betagende som i dette Øjeblik.
Men Ansvaret, Dikter, Ansvaret? Naar er du utilregnelig?
Og Lapperne lyttede til. De saa op til det glødende Ansigt, dæmoniskt skønt i sin Vildhed, en falden Engels Aasyn ligt, som til en guddommelig Aabenbarelse.
Det var det Ansigt, Olga allerede som Barn havde anet.
Han antændte dem med en Afgrundens Ild, der strømmede som Gift gennem deres Aarer.
»Det er André!« jublede Lamik Nikkut og bøjede sig for den overlegne Magt, der havde behersket hans Barndom. Den var hans Skæbne.
»Hævn! Hævn!« raabte André. »De ere besatte af Uretfærdighedens Aand. Tilintetgjør dem, Samer!
Lappalaiset, du Guds Udvalgte, frem ad til Storhed, til Glans, til Frihed! Ekselsior!«
Og aandeligt drukne styrtede Lapperne ud.
