Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/255

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
239

Ødemarkens Børns Fantasi er let at vække, og den er mørk som Natten selv.

De styrtede ud. Fra Indskydelse til Handling er der hos Samerne kun et Skridt.

Uden at sige et Ord bandt Lamik Nikkut og hans Kammerater sine Ski paa Fødderne. Skierne stode i lange Rækker og ventede udenfor Gammen.

De grebe Skistavene og joge af Sted.

O, Dikter, Dikter, hvad har du gjort?

Fra den ene Renby til den anden jog Skaren.

I Nattens Mulm bankede de paa, de kaldte Beboerne ud i den Helliges, i Jehovas Navn til Guds Straf over Djævelens Børn.

Kaldelsen var kommen gennem en Kerub, et Sendebud, der den samme Nat var stegen ned paa Fjældet fra Himlen.

Han havde givet dem et guddommeligt Løsen; det var: »Ekselsior!«

Det fremmede Ord indgød Ærefrygt, især fordi de ikke forstode det.

I den kolde Vinternat voksede Skaren. Efter­haanden som den passerede Renby efter Renby, formeredes den lig en rullende Snebold.

Men Kautokejno hvilede i islagt, snedækt Fred. Lensmandens Hustru og Børn laa i tryg Søvn, og Børnene smilede i Drømme.