I dette Øjeblik styrtede en af Fæstningens Officerer ind blandt de dansende.
»Efterretninger fra Kautokejno!« raabte han. »Fanatismen er kommen fra Karasuando og har gjort Kautokejnolapperne afsindige. Der er fuldt Mytteri og Oprør, Voldsomheder og Selvtægt, ingen er sikker paa sit eget Liv!«
Grebne og dybt rystede stimlede Gæsterne omkring ham.
André, der havde sluppet sin Dame, sprang ind i Kredsen. Hans Ansigt var bleven ligblegt.
»Min Fader!« raabte han.
»Kirkesangeren lever vel,« svarede Løjtnanten, »ingen tør røre ham.«
André aandede dybt, som om han væltede en uventet og uvelkommen Byrde fra sit Bryst.
Takket være Forfærdelsen og den paniske Rædsel, det Skrækkens Budskab havde vakt, blev Selskabet hurtigt opløst, og da Uvejret havde bedaget sig, droge Gæsterne hjem.
»Hvad er Religion!« raabte André, idet de spadserede tilbage til Vardø.
»Æsthetik,« svarede Grev Wasili. »Hvis det ikke var Tilfældet, vilde jeg tillade mig at sige: du har ingen Religion.«
»Aus Religion,« faldt André ind.
