»Netop, monsieur André! Der traf du Pointen. Du har været Protestant, du er — saa vidt jeg ved, — endnu romersk Katholik.«
»Bravo! Jeg kunde ligesaa gerne være græsk Katholik, Ildtilbeder, Muhamedaner, — jeg kunde have Lyst til at prøve alle Religioner forat samle —«
»Ekstrakten!« raabte Grev Wasili.
»Ekstrakten?« gentog André. »Velan! Løs mig kun Problemet! Hvorledes kan Religiøsitet blive en Livsmagt?«
»Du vil maaske faa det at se nu,« sagde Olga.
André stansede.
»Hvad er denne Fanatisme?« udbrød han. »Jeg anede den instinktmæssig paa Tromsø, naar jeg stod og saa op til Vinduerne og hørte Salmesangen lyde ud fra Husene. Hvad i Himlens Navn er den?«
»Jeg ved det ikke,« svarede Olga. »Jeg ved kun, at Livet ikke er Spøg men Alvor, og at den derfor ikke maa være til at spøge med. Fanatismen er ikke skabt for Eksperimenter.
»Jeg maa til Kautokejno!« raabte André. »Hvem tør følge med?«
»Jeg,« sagde Olga, »jeg vil til din Fader.«
»Jeg slaar Følge, mes enfants,« forsikrede
