Han hensank i en rolig, tilfreds dolce farniente, i en ægte samisk Dovenskab. »Den indre Dommer« sovnede ind, og hvis hans Samvittighed, som vi imidlertid betvivle, under Tiden stak ham, blev denne ubehagelige Paaminder fuldstændig neddysset ved et Brev fra hans Fader, hvis Slutning lød saaledes:
»Kære André! Du ved jo, hvor din Fader længedes efter dig og efter den Dag, da han skulde se dig igen. Ikke sandt, mit Barn, du har jo aldrig tvivlet paa din gamle Faders Længsel? Men jeg bøjer mig for det, som er højere end din Fader, jeg mener dit Livskald, og jeg vil vide at tælle Dagene og at vente taalmodig, indtil det tillader dig at komme. Din Fader er ikke ufornuftig, André, og gør ikke Fordringer, ham ikke tilkommer. Bliv i Guds Navn, indtil du er færdig, og forhast dig ikke dermed; thi det kunde skade dit store Arbejde.«
Den egoistiske er i Reglen tykhudet og ufølsom for andres Forsagelser, ligesom den uskatterlige, sympathetiske Evne »at kunne læse mellem Linjerne,« fuldstændig er bleven den nægtet.
»Der kan du se!« sagde han til sin Hustru. »Min Fader var dog ikke fuldt saa fordringsfuld og ufornuftig, som du antog.«
