Mand at maatte atlægge moralsk Regnskab for sin Hustru. Voilà-tout!«
André smilede. Der var igen et af disse vilde Lynglimt i hans mørke Ansigt.
Han kastede sig ned paa en Sofa og slyngede Armene over sit Hoved.
»Olga Wasili, du skal endnu blive saaledes beruset, at du glemmer — din Samvittighed og — din Fornuft for Elskovs Magt!« raabte han. »Men det er endnu min Hemmelighed, og med den vil jeg en Gang overraske dig.«
Han sprang op og vandrede rasende omkring i Værelset, ligesom en fangen Løve i sit Bur.
»Indtil den Tid kommer, da du elsker mig, ligesom jeg elsker dig — med alle dine Sanser, indtil du kunde ofre din evige Salighed for Kærligheds Jubel, indtil den Tid — hader jeg dig!«
Og han tvang sig til at gøre Toilet, forat gaa ud i Selskab; men den »indre Dommer« gav ham ikke Fred.
Sommeren gik, og Vinteren kom. Festrusen og Feststemningen varede fremdeles ligesom Andrés Kraft til at nyde den. Tromsø var endnu ikke bleven ked af André, og André var endnu ikke bleven ked af Tromsø.
