til det yderste. Hun er kold og følelsesløs som Snedronningen i Æventyret.«
Dikterens Kurtise blev saaledes undskyldt, tilgivet, ja endog i en vis Henseende tilkendt Prædikatet: »berettiget«.
Den unge Piges Kinder blussede af smigret Forfængelighed.
André syntes en Tid lang ikke at se andre end hende, hans Blik hang ved hendes Ansigt.
Olga lod, som om hun ikke bemærkede dem. Kun én Gang imellem hvilede hendes Øjne paa den unge Dame, ikke med Skinsyge men med en forunderlig, moderlig, deltagende Bekymring.
Festen endte med en smuk Serenade, og længe efter at Selskabets Larm var forstummet, stege Raketter i Vejret og afløste Champagneproppernes Knalden.
»Bon soir!« sagde Grev Wasili, idet han lagde Haanden paa Dørgrebet forat gaa ind i sit Værelse. »Jeg gratulerer dig, André! Denne Ekstrakt var uforfalsket, den var superb.«
Mand og Hustru vare alene. Olga stod ved Vinduet og saa ud over den lille, grønne Slette, der hvilede saa blødt i Midnatssolens Lys.
André, der længe gik op og ned ad Gulvet,
