Brus da kun stille!
Bølgerne trille
Langsomt hen over.
Nordpolen sover.
I dens Grav
Lyser Solen! — O, Ultima Thule!«
En endeløs Jubel brød som en alt opslugende Strøm ud over Andrés Hoved.
Denne højrøstede Enthusiasme var imidlertid intet mod den, som rummedes i det ene, lynsnare Blik, der skød frem fra hans Hustrus Øjne. Det for lig en Ildstraale hen over hans hele Skikkelse.
Hendes Husbond mødte det ikke; thi da han vindte sig om, var det atter fæstet paa Gulvet.
I dette Øjeblik fik Andrés Ansigt et Udtryk, der lignede Had.
Den Hyldest, han den øvrige Del af Aftenen viste den unge Luise Walter, var saa hensynsløst paafaldende, at den »blot« kunde tillades den, der havde erholdt Samfundets moralske Fribrev. Ligeover for enhver anden vilde Selskabed i »det passendes« Navn have nedlagt en enstemmig Protest, men en fejret Dikter var ethvert Lune, enhver Kaprice tilladt.
I dette specielle Tilfælde lød endog Dommen: »Intet Under, at den Mand maa fryse ihjel! Med en saadan Hustru maa jo en Dikternatur drives
