skriftefaderens føtter den syndebyrde som Fontanet's lue tynget mig med.
Ved den maate hvorpaa jeg i den beskadiget næstens gods, bragte denne lue mig hver lørdag til i nogen minutter at føle en levende bekymring for min sjæls frelse. Jeg fyldte luen med sand; jeg slynget den op i trærne, hvorfra den maatte kastes ned med sten som en anden umoden frugt; jeg rullet den sammen til en klut og brukte den til at tørre ut kridtfigurerne paa tavlen; jeg kastet den gjennem en glugge ned i utilgjængelige kjældere, og naar det lykkedes den opfindsomme Fontanet igjen at faa fat paa den, var den bare en skidden fille.
Men en fé vaaket over dens skjæbne, ti morgenen efter kom den paany tilsyne paa Fontanet's hode, og den saa da merkværdig nok ut som en proper, anstændig, næsten flot lue. Og saadan hver dag. Denne fé var Fontanet's ældre søster. Bare for dette træk maa hun agtes som en god husmor.
Mere end en gang hændte det at Fontanet's lue ved min forseelse laa paa bunden av vandbassinet i skolegaarden, medens jeg knælet for den hellige domstols fot. Min stilling var da særlig kilden. Og hvilken følelse opflammet mig mot denne lue? Hevnen.
Fontanet forfulgte mig paa grund av en underlig gammeldags ransel som min onkel, der var en vindskibelig mand, til min ulykke hadde git mig. Den var altfor stor for mig, og jeg var altfor liten for den. Desuten saa ikke denne ransel ut som en ransel, av den grund at den ingen ransel var. Det var en gammel dokumentmappe som kunde trækkes ut som
