Frøken Lefort, som holdt en skole for smaabarn i Faubourg Saint-Germain, gik med paa at ta imot mig fra ti til tolv og fra to til fire. Jeg hadde paa forhaand utmalt mig et forfærdelig billede av denne skole, og da min barnepike første gang slæpte mig dit, ansaa jeg mig fortapt.
Derfor blev jeg ytterst forbauset da jeg kom ind i et stort værelse og fik se fem-seks smaapiker og ti-tolv smaagutter som lo, skar ansigter og var lutter sorgløshet og skøieragtighet. Jeg syntes at de maatte være meget forhærdede.
Paa den anden side saa jeg at frøken Lefort var dypt sørgmodig. Hun sat med halvaapen mund, og hendes blaa øine var dugget av taarer. Blekgule krøller hang ned langs hendes kinder, som sørgepilens vemodige grener over vandspeilet. Hun saa paa en uten at se én, og syntes fortapt i en drøm.
Frøkenens milde bedrøvelse og barnenes munterhet gjorde mig tryggere; ved tanken paa at jeg skulde dele skjæbne med flere smaapiker, svandt mine bange anelser én efter én.
Frøken Lefort gav mig en stentavle og en griffel og lot mig sætte mig ved siden av en gut paa min egen alder som hadde nogen livlige øine og saa gløg ut.
– Jeg heter Fontanet, sa han til mig, og du? Saa spurte han mig om hvad min far var. Jeg sa ham at han var doktor.
– Min er advokat, svarte Fontanet; det er finere.
