fra kjøkkenet gjennem en korridor til spisestuen. Denne spisestue forestillet meget vel et landsbytorv. Mahogny-buffet'en hvor jeg skiftet forspand var for mig uten vanskelighet vertshuset Den Hvite Hest. Korridoren var en stor landevei med skiftende landskaper og uforutsette sammentræf. Indestængt som jeg var i et litet mørkt rum nød jeg den frie horisont og oplevet, blandt velkjendte vægger, de overraskelser som gjør reiser saa tiltrækkende. Det var fordi jeg dengang var en stor heksemester. Jeg fremkaldte til min adspredelse elskelige væsener, og jeg raadet efter behag over naturen. Siden har jeg hat den ulykke at miste denne kostelige gave. Men hin regnveirsdag da jeg var postfører, frydet jeg mig av hjertens lyst over den.
Denne fryd burde ha stillet mig tilfreds; men er man vel nogensinde tilfreds? Jeg blev grepet av lyst til at overraske, til at blænde, til at straale for tilskuere. Min fløielslue og mine bjelder betød ikke længere noget for mig medmindre de blev beundret av andre. Jeg hørte mine forældre tale sammen i næste værelse, og jeg drog derind med brask og bram. Min far saa en stund paa mig; derpaa trak han paa skuldrene og sa:
– Gutten vet ikke hvad han skal ta sig til. Vi maa sætte ham i skole.
– Han er ung endda, sa min mor.
– Nuvel, sa min far, vi kan sætte ham i smaaklassen.
Jeg forstod kun altfor godt disse ord; de som fulgte undgik mig delvis, og naar jeg kan gjengi den nøiagtig, er det fordi de blev gjentat for mig flere ganger senere.
