terne til vaaben, banderne av borgere i rød lue og bevæbnede med lanser som drog forbi hendes vinduer og sang sit Ça ira! satte hende i en skræk som efterfulgtes snart av nedslaathet, snart av overspændthet. Nervøse forstyrrelser ytret sig med en forfærdelig styrke og hadde de merkeligste utslag.
Amélie hadde drømmer hvis synskhet forbauset alle som omgav hende.
Naar hun om natten i vaaken eller sovende tilstand streifet om, hørte hun fjern støi, suk og støn fra ofre. Undertiden blev hun staaende med utstrakt arm og peke i mørket paa noget usynlig og mumle Robespierre's navn.
– Hun har sikre anelser om fremtiden og hun forutsir kommende ulykker, sa hendes søster.
Natten mellem 9. og 10. thermidor opholdt min bestemor sig, sammen med sin far, i de to søstres soveværelse; de var alle fire meget opskakede der de gjenfortalte dagens begivenheter og søkte at gjætte utfaldet: tyrannen som var blit arrestert, ført til Luxembourg-palæet og negtet adgang av portvakten, derpaa bragt til politistationen paa quai des Orfèvres og tilslut befriet av kommuneraadet og baaret til raadhuset...
Var han der endnu? hvilken holdning indtok han? var han ydmyget eller truende? De var alle fire fyldt av en stor ængstelse og hørte ingenting, uten fra tid til anden hovslagene av Henriot's stafetter som føk hen over brostenene. De sat og ventet, og utvekslet nu og da et minde, et ønske, en tvil. Amélie var taus og stille.
Pludselig utstøtte hun et høit skrik.
