Gamle Le Beau var, som Bouvard, istand til at indlemme en brukt galge i sin samling. Han eiet ihvertfald Latudes stige og et dusin rædselsknebler. De fire værelser i hans bolig adskilte sig ikke fra hverandre; bøker var stablet op helt til taket og fyldte hylderne, hulter til bulter med karter, medaljer, rustningsstykker, faner, tilrøkede malerier og lemlestede levninger av skulpturer i træ eller sten. Paa et haltende bord og en markstukken kiste var der hauger av fajance.
Alt som kan hænges var hængt op under loftet, i de bedrøveligste stillinger. Gjenstandene i dette kaotiske museum var likelig dækket av et og samme støvlag og syntes kun at holde sammen ved de utallige traader som edderkoppene spandt om dem.
Gamle Le Beau, som hadde sine egne meninger om kunstverkers bevarelse, forbød Nanon at feie gulvet. Det besynderligste var at alt i dette virvar hadde et sørgmodig eller spotsk uttryk og saa ondskapsfuldt paa en. For mig stod det hele som et forhekset folkefærd av onde aander.
Gamle Le Beau holdt som regel til i soveværelset, som var likesaa overfyldt som de andre værelser, men paa ingen maate saa støvet; for den gamle tjenestepike hadde der undtagelsesvis tilladelse til at bruke støvkluten og feiekosten. Et langt bord, bedækket med smaa kartonglapper, stod midt paa gulvet.
Min gamle ven sat i blomstret slobrok og natlue og arbeidet ved dette bord med al et enfoldig hjertes glæde. Han katalogiserte. Og jeg stod med vidtaapne øine og tilbakeholdt aandedræt og beundret ham. Han katalogiserte især bøker og medaljer. Han tok en lupe til hjælp og bedækket sine papir
