Alt ved ham indgav mig en tillidsfuld nysgjerrighet. Brillerne som red ytterst ute paa hans store, runde næse, det rødmussede og fyldige ansigt, de blomstrede vester, den store vatterte slobrok hvis gapende lommer spriket av bøker, hele hans person var præget av en godmodighet, krydret med et pepperkorn av galskap. Han hadde paa hodet en lav hat med brede bremmer om hvilke hans korte haar slynget sig som kaprifolier paa en altanbalustrade. Alt hvad han sa var enkelt, kortfattet, billedrikt og mangefarvet som et eventyr. Han var av naturen barnslig og moret mig uten at lægge an paa det. Da han var en god ven av mine forældre og i mig saa en fornuftig og rolig liten gut, opmuntret han mig til at besøke sig i sit hus, hvor han ikke saa stort andre gjæster end rotterne.
Det var et gammelt hus, bygget paa skraa til en trang og bakket gate som gaar ned til Dyrehaven og hvor jeg tror alle korkefabrikanter og alle tøndemakere i Paris dengang var forsamlet. Man indaandet der en lugt av læderflasker og fustasjer som jeg aldrig i mit liv skal glemme. Ledsaget av Nanon, den gamle tjenestepike, gik man gjennem en liten gammeldags have; saa steg man op ad stentrappen og kom ind i det merkværdigste hus. I forværelset mottokes man av mumierne som var opstillet langs væggene; en av dem var indesluttet i sit forgyldte hylster, andre hadde ikke andet end sværtede filler om sine uttørrede kropper; en siste, som var befriet fra sine baand, saa paa en med sine glasne øine og viste sine hvite tænder. Trappen var ikke mindre skrækindgydende: lænker, halsjern, fængselsnøkler som var tykkere end en arm, var hængt op paa væggene.
