mængde streker og figurer som man kan faa ut av en blyant eller en pen. Jeg tegnet soldater; jeg lavet et hode som et egg og satte en uniformslue ovenpaa. Det var først efter talrige iagttagelser at jeg lot hodet gaa ind i uniformsluen like til øienbrynene. Jeg hadde sans for blomster, parfymer, et smukt dækket bord, vakre klær. Min fjærhat og mine spraglede strømper indgav mig en viss stolthet. Men hvad jeg likte mere end hver ting for sig, var alle tingene tilsammen: huset, luften, lyset, kortsagt livet! En stor sødme omgav mig. Aldrig har vel en liten fugl strøket sig deiligere mot dunet i sin rede.
Jeg var lykkelig, jeg var meget lykkelig. Og dog misundte jeg en anden gut. Han het Alphonse. Jeg visste ikke om han hadde noget andet navn, og det er meget mulig at han bare hadde det ene. Hans mor var vaskekone og gik og arbeidet i husene. Alphonse streifet om hele dagen lang i gaardsrummet eller paa kaien, og jeg betragtet fra mit vindu hans uvaskede ansigt, hans røde lug, hans bukse uten bak og hans utgaatte sko som han drog langs rendestenene. Jeg vilde ogsaa gjerne ha kunnet spasere i frihet i rendestenene. Alphonse holdt sig til kokkekonerne og vandt ved denne omgang fuldt op av ørefikener og en eller anden gammel posteiskorpe. Undertiden sendte staldknegterne ham til pumpen for at hente en bøtte vand som han stolt kom bærende med, blodrød i ansigtet og med tungen ut av munden. Og jeg misundte ham. Han hadde ikke som jeg La Fontaine's fabler at lære utenat; han var ikke ræd for at faa skjænd om han fik en flek paa blusen! Han var ikke tvunget til at si bonjour, monsieur! bonjour, madame! til mennesker hvis liv og
