hadde indaandet og fra den jord som hadde næret hende og som snart skulde ta hende i sin favn. Stammen fortsatte sin vandring under farer og strabadser og efterlot bak sig henimot østerland den gamle oldemor, stedt til hvile blandt de andre døde. Men fortællingerne som var utgaat fra hendes nu isnede læber, fløi op som Psyches sommerfugler, og disse smaa skrøpelige udødelige væsener satte sig paany paa gamle spinderskers munde og straalte for de vidtaapne øine paa nye smaa ætlinger av den gamle race. Og hvem fortalte da om Askepot for smaapikerne og smaagutterne i Frankrige, »i det milde Frankrige« som heltesangen sir? »Det var Gaasemor«, svarer landsbyens lærde, Gaasemor som spandt og spandt og fortalte og fortalte. Saa begyndte de lærde at søke. De gjenkjendte Gaasemor i hin dronning Gaasefot som stenhuggerne fremstillet paa portalen til Vor Frue kirke i Nesles i bispedømmet Troyes, paa portalen til Sanctæ Benignæ kirke i Dijon, paa portalen til Sankt Portianus-kirken i Auvergne og Sankt Peters kirke i Nevers. De har identificert Gaasemor med dronning Bertrade, kong Roberts gemalinde; med dronning Bertha med klumpfoten, Karl den stores mor; med dronningen av Saba der som avgudsdyrkerske hadde bukkeføtter; med Freia med svanefoten, den skjønneste av Nordens gudinder; med Sankta Lucia hvis legeme var som hendes navn – lys. Men det er at søke langt væk og more sig selv med at gaa vild. Hvem er Gaasemor, om ikke vor fælles oldemor og vore oldemødres oldemødre, enfoldige, godhjertede, sterkarmede kvinder som røgtet sin daglige dont med fordringsløs storhet og som naar de blev indtørkede og graa av ælde, da de som
