Jeg følger med fornøielse med. Men tror du ikke at et saa dunkelt emne ikke uten fare kan gives en samtales tilfældigheter ivold?
Sandt at si tror jeg at en fortrolig samtales tilfældigheter er mindre farlige for mit emne end en skreven avhandlings logiske utviklinger. Men misbruk ikke denne tilstaaelse mot mig; jeg tar den tilbake, det forbereder jeg dig paa, saasnart du gjør mine til at paaberope dig den paa min bekostning. Fra dette øieblik vil jeg kun gaa frem med bestemte paastande. Jeg vil unde mig den fornøielse at være viss paa hvad jeg sir. Kom ihu det. Jeg tilføier at om jeg motsir mig selv, hvad der er meget sandsynlig jeg kommer til at gjøre, vil jeg omfatte min tankes to fiendtlige barn med en og samme kjærlighet, forat jeg kan være sikker paa ikke at gjøre uret mot det av dem som er det egtefødte. Kort sagt jeg vil være skarp, affeiende og om mulig fanatisk.
Vi faar se om den mine klær dig. Men hvad bringer dig til at paata dig den?
Erfaringen. Den viser mig at den mest vidtgaaende skepsis ophører der hvor enten talen eller handlingen begynder. Saasnart man utsir noget, paastaar man noget. Man faar finde sig i det. Det gjør jeg. Jeg vil derfor spare Eder for alle »muligens«, alle »om jeg saa tør si«, alle »paa sæt og vis« og andre
