– Han er meget søt, den lille gut, sa han tilslut og strøk mig over haaret; men ...
– Det er min lille mand, sa damen i hvitt.
– Kunde De ikke be ham gaa til sin mor? svarte herren. Det jeg har at si Dem bør ikke høres av andre end Dem.
Hun gav efter.
– Kjære dig, sa hun til mig, gaa og lek i spisestuen, og kom ikke tilbake før jeg roper paa dig. Gaa, min lille ven!
Jeg gik med tungt hjerte. Den var forresten svært morsom, spisestuen, for der var en klokkeskive som forestillet et berg og en kirke og en strandbred og en blaa himmel. Og naar klokken slog timerne, var der et skib som rullet paa bølgerne, og et tog som kom frem av en tunnel og en ballong som steg op i luften. Men naar sjælen er bedrøvet, er der intet som smiler til den. Forøvrig blev klokkeskiven staaende stille. Det later til at lokomotivet, skibet og ballongen bare kom frem hver time, og det er en lang tid, en time! I det mindste var det saa i de dage. Heldigvis kom kokkepiken for at hente noget i buffeten, og da hun saa mig helt sørgmodig, gav hun mig noget syltetøi, som døvet mit hjertes sorg. Men da jeg hadde spist op mit syltetøi, faldt jeg igjen tilbake til min kummer. Skjønt klokkeskiven endnu ikke hadde slaat, stod det for mig som om time paa time hadde hopet sig op paa min tunge ensomhet. Iblandt hørte jeg lyden av herrens stemme fra værelset ved siden av; han ba damen i hvitt om noget, og saa syntes han vred paa hende. Det gjorde han ret i. Men skulde de da aldrig bli færdige? Jeg klemte næsen flat mot vindusruterne, jeg trak heste-
