kert mørkt skjæg, løftet i det samme paa sin straahat og stanset foran fru Trévière.
– Goddag, frue; hvordan staar det til? Det er længe siden vi saaes ! Er det Deres lille gut? Han er meget søt. Jeg hørte si at De bodde her hos far Trévière... Undskyld. Jeg har kjendt ham saa længe.
– Vi er kommet hit fordi min lille gut trængte landluft. Jeg kan godt huske at De bodde paa disse kanter allerede dengang min mand endnu levet.
Da enkens stemme blev usikker, sa han alvorlig:
– Jeg vet det, frue.
Og han sænket uvilkaarlig hodet som for i forbifarten at hilse mindet om en stor sorg.
Saa fortsatte han efter et øiebliks taushet:
– Det var den gode tid! Hvor mange brave folk har ikke forlatt os siden dengang! Mine stakkars landskapsmalere! Min stakkars Millet! Nok om det. Jeg er stadig malernes ven, som alle kalder mig dernede i Barbizon. Jeg kjender dem alle. Det er nogen prægtige mennesker.
– Og Deres fabrik?
– Min fabrik? den skjøtter sig selv.
André kom springende og trængte sig mellem dem.
– Mor! mor! under en stor sten her er der en masse smaa dyr. Der er mindst en million, kan du tro!
– Ti stille og gaa og lek, svarte hans mor tørt.
Malernes ven fortsatte med sin vakre varme stemme:
– Det er hyggelig at træffes igjen! Mine venner spør mig ofte om hvor det er blit av den vakre fru Trévière. Nu skal jeg fortælle dem at hun fremdeles
