livet op i dette vakre rum; men hun fik over bryllupssengen se et billede som fremstillet smaagutter i sort trøie og hvite bukser og med et hvitt bind om armen; de gik opover gulvet i en gotisk kirke med et vokslys i haanden. Derunder læste hun denne formular hvor navn, datum og underskrift var utfyldt med blæk: Jeg undertegnede bevidner at Pierre Agenor Trévière har gjort sin første altergang i sognekirken i Brolles den 15. mai 1849. Gontard, sogneprest.
Enken læste dette og trak et dypt suk, ett av disse en klok og modig kvindes suk som ved siden av kjærlighetens taarer hører til jordens skjønneste skatter. De som er elsket burde ikke dø.
Da hun hadde klædt André av, sa hun til ham:
– Nu maa du bede din aftenbøn.
Han hvisket:
– Mor, jeg holder av dig.
Og efter denne andagt lot han sit hode falde ned, knyttet hænderne og sovnet blidelig ind.
Da han vaagnet opdaget han bakgaarden. Overrasket, forundret, henrykt, fik han se hønsene, koen, den gamle enøiede hest og grisen. Han var især optat av grisen. Og fortryllelsen holdt sig dag efter dag. Naar man skulde spise, var det saavidt man fik ham ind, tildækket med halm og møk, med spindelvæv i haaret og søle i støvlerne, sort paa hænderne, skrammet paa knærne, rød i kinderne, leende og lykkelig.
– Rør mig ikke, dit lille udyr! ropte hans mor til ham.
Og der vanket kjærtegn uten ende.
Naar han sat paa bænkenden foran bordet og
