vilde gjerne ha været sammen med kvinder med et mindre raskt farvel.
Blandt min mors veninder var der særlig en med hvem jeg gjerne vilde ha likt at sitte og tale længe. Det var enken efter en pianist som var død ung og berømt, Adolphe Gance. Hun het Alice. Jeg hadde aldrig rigtig set hverken hendes haar, eller hendes øine, eller hendes tænder... Hvordan skal man rigtig kunne se det som bølger, lyser, straaler, blænder? men hun syntes mig skjønnere end en drøm og av en overjordisk glans. Min mor hadde for vane at si at naar man tok fru Gance's træk ett for ett, var der intet merkværdig ved dem. Hver gang min mor gav uttryk for denne opfatning, rystet min far vantro paa hodet. Det var uten tvil fordi han gjorde som jeg, min fortræffelige far: han tok ikke fru Gance's træk ett for ett. Og hvorledes enkeltheterne end var, deres forening var henrivende. Tro ikke paa mor: jeg forsikrer Eder at fru Gance var vakker. Fru Gance tiltrak mig: skjønheten er noget elskelig; fru Gance skræmte mig: skjønheten er noget frygtelig.
En aften da min far hadde nogen gjæster hos sig, kom fru Gance ind i salongen, og hun hadde et uttryk av godhet i ansigtet som gav mig litt mot. Undertiden naar hun var omgit av mænd, saa hun ut som en dame der smilende kaster brødsmuler til smaafuglene. Saa med en gang kunde hun trække sig tilbake i ophøiet fjernhet; hendes ansigt blev da koldt som is og hun bevæget viften med treven bedagelighet. Jeg kunde ikke forstaa det. Nu kan jeg saa godt forstaa det: fru Gance var koket, det var det hele.
Jeg sa altsaa at da hun den aften kom ind i salongen, kastet hun til alle og enhver, selv til den