jeg kan ikke taale det længere. Jeg skal tale med rektor om Eders opførsel. Og jeg skal fra Elysiums skjød, hvor helternes skygger bor, faa se republikens unge jomfruer bekranse mine statuer med blomster«.
Jeg plagedes i de dage av en utrolig lattermildhet. Jeg gav den frie tøiler efter Decius Mus' siste ord, og da Chotard efter at ha git os den mest uimotstaaelige grund til at le, tilføiet at det var taapelig at le uten grund, skjulte jeg hodet i et leksikon og mistet besindelsen. De som i femtenaarsalderen ikke er blit rystet av ustyrlige latteranfald under en hagl av ekstralekser, er gaat tapt av en stor fryd.
Men I maa ikke tro at jeg bare sat og gjæpet i timen. Jeg var paa min vis en god liten humanist. Jeg hadde en levende følelse av det som er elskelig og ædelt i hvad man saa vakkert kalder de skjønne videnskaper.
Jeg hadde allerede dengang en sans for vakker latin og vakkert fransk som jeg endnu ikke har tapt, trods mine heldigere samtidiges raad og eksempel. Det er i den sak gaat mig som det jevnlig gaar folk hvis anskuelser blir foragtet. Jeg har sat en ære i det som kanske kun er en latterlighet. Jeg har holdt fast ved mine humaniora og er forblit en klassiker. Man kan beskylde mig for at være aristokrat og kinesisk mandarin; men jeg tror at seks-syv aars litterær dannelse gir det sind som er oplatt til at motta den, en adel, en beleven rakhet og spænstighet, en skjønhet som man ikke opnaar paa nogen anden maate.
Hvad mig angaar, har jeg nydt med henrykkelse Sofokles og Virgil. Jeg tilstaar at hr. Chotard ved Titus Livius' bistand fik mig til at drømme storslagne drømmer. Barns fantasi er vidunderlig. De herligste
