og talte med samme stemme skiftevis som en konsul der egger sine tropper og som en skolelærer der utdeler straffearbeider, hvorved han hensatte sine elever i stor forvirring, da det var umulig at vite om det var konsulen eller skolelæreren som talte. En dag hændte det at han med en uforlignelig tale overgik sig selv i denne genre. Denne tale kunde vi alle utenad; jeg skrev den ned ord for ord i mit skrivehefte uten at utelate noget.
Her er den saaledes som jeg hørte den, som jeg endnu hører den, for det synes mig som hr. Chotard's fete stemme endnu lyder i mine øren og fylder dem med sin enstonige, høitidelige klang:
Rede til at ofre sig selv til skyggernes guder og med sporerne trykket mot den vælige gangers buk, vendte Decius Mus sig endnu en siste gang om til sine vaabenfæller og sa:
– Hvis I ikke holder Eder mere rolig, skal jeg sørge for at I alle blir sittende igjen. For fædrelandets skyld gaar jeg ind til udødeligheten. Avgrunden venter mig. Jeg dør for samfundets velfærd. Fontanet, du skal faa skrive av ti sider i læseboken. Saaledes har Jupiter Capitolinus, den evige stads evige vogter, i sin visdom bestemt. Nozière, hvis du endnu engang rækker Fontanet din stil forat han kan skrive den av som han pleier, skriver jeg til din far. Det er retfærdig og nødvendig at en borger ofrer sig for det almene beste. Misund mig og graat ikke over mig. Det er taapelig at le uten grund. Nozière, du kan sitte igjen paa torsdag. Mit eksempel skal leve blandt Eder. Det er usømmelig at flire paa det vis,
