hadde tat ud af lommen paa befolkningen de penge, den skulde kjøbe dem for, det fænomen blev af noglespøgefulde mennesker som kaldte sig statsøkonomer, døbt „overproduktion“.
Resultatet af denne „overproduktion“ var selvfølgelig at produktionen af nødvendigheds-artikler maatte stærkt indskrænkes og delvis stanses — der kunde jo ikke tjenes penge paa at producere hvad der ikke mere kunde sælges — og der indtraadte som følge deraf en arbejdsløshed der mindet om arbejdsløsheden før revolutionen. Alting stod stille, befolkningen fandt inge beskjæftigelse mere. Da den ikke længer kunde kjøbe det den hadde brug for, fik den heller ikke lov til at producere det, men maatte pent gaa med næverne i lommen og sulte — penge-formaalene hadde sit sin bræmse paa haandværk og industri.
KAPTIEL V
En virkelig gjenfødelse viser sig foreløbig umulig
Før revolutionen hadde de priviligerede borgere — for at tjene penge — ded sine høje priser gjort det umuligt for befolkningens store masse at kjøbe noe større af haandværk- og industri-produkter, og derved tvunget haandværk og industri til at indskrænke sin produktion til et latterligt minimum. Nu, da privilegi-
