Og naar vi saa er naad frem til at løse denne revolutionens opgave, da er der selvfølgelig ingenting ivejen for — hvis vi finder det hensigtsmæssigt — atter at la ejendomsretten træ i kraft og dermed paany sætte pengene i funktion. Bestemmer vi os dertil, gir vi naturligvis produktions-midlerne, deri indbefattet alle lagere af færdige produkter, tilbage til de tidligere ejere, og nedlægger derpaa rolig vor souverænitet i myndighedernes hænder, og beordrer dem til for fremtiden ikke blot at beskytte ejendomsretten men ogsaa den ny arbeidsordning som revolutionen har etableret. Den ordre vil myndighederne nemlig nok sørge for at efterkomme, fordi de véd, at vi i modsat fald kom til at rejse os paany for at jage de utro indehavere af magten bort og erstatte dem med folk der vil gøre sin pligt. —
Den dag den arbejdende befolknings masse, alle millionerne, har sagt dette hver især til sig selv og alle til alle — da er revolutionens time inde. Millionerne, som ingenting heller vil end at slippe for de evige lønskampe, har da endelig begrebet at der er ingenting at vente efter. Paa en bestemt dag lægger de derfor efter fælles overenskomst arbejdet ned over hele linjen, konstituerer sig som det souveræne folk ved at afvæbne politiet, suspenderer ejendomsretten ved at bemægtige sig produktionsmidlerne — og gaar ivrig igang med at organisere en produktion der dækker det fri forbrug, for derved at skaffe revolutionen den operationsbasis som den maa ha at støtte sig til mens den løser sin egentlige opgave.
