efter den anden, hver efter sin tur. Men lykkedes det altsaa ikke for disse folk, der dog baade hadde tid og evne til at tænke, at komme til begribelse af hele den løjerlige idioti, hvori menneskene boltrer sig — hvorledes skulde det da kunne lykkes for de andre som var nødt til at rende rundt i penge-mad-ringen fra morgen til aften og aldrig fik tid til at tænke paa andet end hvor de skulde faa penge til mad fra imorgen?!... Haabløst, fuldstændig haabløst fandt du at det saa ud for menneskeheden, Satanas, — og den mistanke slog pludselig ned i dig: Mon ikke det hele stikker deri, at guddomsgnisten i menneskene er slukket ved deres langvarige ophold i pengefølden?
Foreløbig blev det imidlertid med mistanken.
Men da saa den sidste sotre opfindelse kom og tog brødet fra de ni tiendeparter af arbejderne i et stort fag, og du saa disse stakkels arbejdsløse luske stille hjem og sukkende sætte sig til at sulte med sine koner og børn, mens opfinderen, med Judas-pengene raslende i sin lomme, spankulerte gravitetisk omkring og kroede sig som en menneskehedens velgjører, og aviserne som et tusindtunget ekko gjentod det bevingede ord du var fræk nok til at slyng ned til dem fra din gyldne sky: „Kapitalistens værk er arbejderens vel!“ og dertil endog føjet: „Ære være gud Mammon i det høje!“ — da slog du dig tilslut med den flade haand for panden og sa: „Dosmer som jeg har vært!... at jeg ikke har forstaat det før —: ingen tvil om at guddomsgnisten er slukket, og mennesket bli idiot som de andre dyr!“
