Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


De andre som ingenting har, vil være nødt til at ta imod dette tilbud, saasandt de vil leve. Og dermed vil altsaa tingen være iorden: massen af mennesker vil uafladelig arbejde paa at frembringe hvad menneskeheden behøver — menneskehedens existens vil være sikret.

Det var haarde vilkaar. Imidlertid, menneskene akcepterte dem — for: sikre menneskehedens existens, det vilde de.

Men de klogeste og de stærkeste blandt dem skyndte sig hurtig at bemægtige sig alt, for derpaa at si til alle den andre:

— Det er nødvendigt for menneskehedens skyld, at massen af mennesker er fattige, og kun nogle faa rige. Vi har ny bemægtiget os alt og er dermed blit de rige; for jer er der altsaa ingen anden rolle tilbage, end den at være de fattige.

Dybt følte de det uretfærdige i denne ordning, de som paa den maade blev de fattige. Men den uretfærdige ordning var jo nødvendig for det store maals skyld, og hvem der end blev rige, saa blev jo uretfærdigheden den samme. For det store maals skyld tog altsaa staklerne tiltakke med sin usle lod og spændte sig taalmodig for produktionens vogn, mens de rige sat sig op i vognen for at styre.

Da tog du guldsvøben frem, som du hadde i beredskab for anledningen — dit underfundige pengesystem — og gav den til de rige. „Den som skal styre lastdyr,“ sa du med et smil, „han bør helst ha en svøbe.“ Og de rige knaldet med guldsvøben og fandt den fortræffelig.