fang og lyttet til hendes fortællinger om prinser og prinsesser, om feer og trold, og om tapre unge mænd der drog ud i verden og øvet de vældigste bedrifter og oplevet de selsomste æventyr, hadde der i hans barnlige sind sneget sig ind en besnærende drøm om at ogsaa han engang, naar tiden kom, skulde drage ud i den store vide verden og øve bedrifter ligesaa vældige, og opleve æventyr ligesaa selsomme som nogen før ham — aah, naar han bare blev stor!... Desværre tog det en ganske frygtelig tid for saa liden en fyr at bli stor, og det kreperte ham meget. Men foreløbig glædet han sig ialfald til at komme i skole og lære at læse; for i bøgerne var det jo de fandtes, de spændende beretninger om alt det store og forunderlige som var hændt ude i verden — og tænk for en fryd selv at kunne sidde og læse om det altsammen !
Men skolen blev ham en sørgelig skuffelse. Han sad der paa skolebænken og duppet af kjedsomhed og bare længtet ud i det fri hele tiden, mens læreren lod snart én snart en anden af kammeraterne tærpe sig igjennem et stykke af den kjedelige lektie. Lige fra første dag af var skoletvangen ham en pine. Men værre, meget værre blev det siden. Da han endelig hadde lært at læse, og de saa begyndte at proppe ham med en mængde ting som han slet ikke brød sig om at vide og ikke begreb hvorfor i alverden han skulde belemre sin hukommelse med, da blev skolen ham en afskyelig, ulidelig plage der la sig som en mare over hele hans liv — og han syntes han kunde græmme sig tildøde ved at tænke paa, at aar ud og aar ind, saa
