gens regning vil pengenes poësi fuldstændig være forsvundet af verden, og arbejdstvangen staa nøgen tilbage og avle lede ved alt arbejde. Ingen vil da længer selv være sin økonomiske lykkes smed. Enhver blir nødt til hver dag at udføre et bestemt arbejde for at faa ret til at leve, og ved at udføre det opnaar han den økonomiske stilling han i det hele taget kan opnaa — den samme som alle de andre. Hvad der kræves af ham under trudsel om at man ellers tar fra ham hans ret til at leve, er ganske vist ikke noget haardt arbejde; set i forhold til hvad der nu forlanges af den der er nødt til at traske rundt i penge-mad-ringen, vil det endog synes ganske overordentlig let. Men let eller tungt, det er et arbejde der paatvinges ham, og da al tvang byr mennesket absolut imod, blir dette tvungne arbejde, saa let det end er, en daglig ubehagelighed i hver mands liv. Hvergang denne ubehagelighed er overstaaet vil derfor massen af mennesker puste ud og si til sig selv : „Saa, gudskelov, nu er det gjort, nu har ingen mer at fordre af os idag, lad os altsaa æde og drikke og være glade til imorgen!“ Deltagelsen i produktions-arbejdet vil paa den maade, fordi den er tvungen, fremdeles bli staaende som den store haupt-und-staats-affære i hvermands liv — og da saalidt som nu vil massen af mennesker komme til at agte paa røsten der kalder i deres indre for at minde dem om hvad mennesket er skabt til, og hvad der alene kan gjøre ham lykkelig. Da saalidt som nu vil altsaa menneskesjælen formaa at løfte sig mod sit høje maal. Det kan den nemlig kun paa frihedens vin-
