— dertil var skrækken for overproduktion af menneskelig føde altfor udbredt. Da Rusland begyndte anlægget af sin sibiriske bane, skreg aviser og økonomiske tidsskrifter strax op om den store fare der nu kom til at true Evropa fra Sydsibirens kornmasser. Hændte det at Rusland fik to tre gode høstaar paa rad sank kornpriserne i den grad, at de russiske bønder ikke længer kunde betale sine skatter, og staten kom da og pantet dem ud og solgte bort deres heste og kjør, saa de som bjørne maatte gaa i hi og lægge sig til at suge paa labben til tiderne bedret sig — hvis de da ikke døde af sult forinden. Og blev hvedehøsten i Amerika for stor, da rottet farmerne sig sammen og brændte op en passende del af den for at holde priserne oppe. Det var med andre ord noget alle vidste, at overprodutkion af levnetsmidler var en frygtelig fare baade for landmanden og for den der hadde kapital staaende i landbrug. Og derfor var det at kapitalen, skjønt den stadig ynglet og altsaa uafladelig maatte se sig om efter nye felter for kapital-anbringelser, dog klogelig holdt sig væk fra det intensive jordbrug. Og vel var det; for hadde kapitalen modig kastet sig over denne billigere frembringelse af menneskelig føde, vilde det jo ført til de skrækkeligste resultater.
Om bare en femtedel af befolkningen hadde tat i brug de vældige naturkræfter som de intensive jordbrugere hadde dresseret til at producere menneskeføde, kunde de ha druknet den ganske befolkning i levnetsmidler. Var samtidig den arbejdskraft der gik ledig i beklædningsfagene stadig blit anvendt, vilde
