endnu holder paa at organisere sig, vil den gjennem sin organisation kunn opnaa betydelige fordele. Saasnart bare fag-organisationerne faar et nogenlunde antal medlemmer kan de nemlig ved strejker eller trudsler om strejk tvinge arbejdslønnen ivejret — og ved at gjøre sig politisk gjældende desuden fremtvinge en arbejdervenlig lovgivning der i væsentlig grad bedrer befolkningens kaar allerede under de private pengepisk-svingeres styre. Selv den der slet ikke tror paa befolkningens evne til at svinge pengepisken, og som derfor paa ingen maade vil være med paa at ta den ud af hænderne paa dem der nu svinger den, bør altsaa alligevel træ ind i fag-organisationen, for ialfald at skaffe sig selv og sine kammerater bedre arbejdsvilkaar.
Den tale forstod befolkningen bedre. Tilstrømningen til fagforeningerne øget derfor strax noget; efterhvert som det viste sig at fordele virkelig lod sig opnaa ad den vej, øget den stadig mer og mere — og lidt efter lidt kom de organiserede arbejdere til at udgjøre en ganske væsentlig del af befolkningen, selv om de endnu var i afgjort minoritet.
De fleste arbejdsgivere var i første øjeblik, da de saa det røde spøgelse dukke frem, blir temmelig forskrækkkede, og hadde under trudsel om afskedigelse forbudt sine arbejdere at melde sig ind i fagforeningerne. Men strax det revolutionære staahej forsvandt, og de krigerske revolutionstaler afløstes af fredelige reformkrav, stillet hovedmassen af arbejdsgiverne sig meget velvillig overfor organisations-bevægelsen. I og for sig hadde de nemlig slet ikke noget imod at efterkomne
