sine anvisninger, med andre ord fallit. Det gaar jo ikke an at si til en mand der kommer for at kjøbe en vare, at han faar værsgo kjøbe en anden vare isteden, fordi den vare han ønsker er udsolgt; han har jo alt kjøbt hvad han ønsker af andre varer; hvad han nu ønsker for de anvisninger han har tilovers er denne vare, og kan han ikke faa den, da er hans anvisninger for ham værdiløse, og han er altsaa blit bedraget for den arbejdstid de lyder paa. Og fortsætte at arbejde for værdiløse anvisninger, fortsætte at la sig bedrage, det er der jo ingen som vil.
Heldigvis har man imidlertid i alle brancher mere at tilfredsstille efterspørgselen med, end det der for øjeblikket produceres, og de brancher der producerer for lidet vil derfor ikke strax bringe tillidsmændene til fallit. Til en begyndelse har man nemlig i alle brancher vældige lagere liggende fra den fri konkurrences tid, — dengang producenterne stadig blev hængende med læs af varer, ikke fordi befolkningen jo hadde udmærket brug for dem, men fordi den ingen penge hadde at kjøbe dem for. Paa disse vældige lagere vil man kunne flyde en stund. Og mens man paa den maade foreløbig holder efterspørgselen stangen i de brancher hvis produktion er for liden, rejser man skyndsomst nye etablissementer, der hurtigst muligt vil bringe disse branchers produktion op i højde med efterspørgselen. For centralraadet volder den opgave ingensomhelst vanskeligheder. Ikke blot sidder nemlig centralraadet fra første færd af inde med fuld oversigt over hvad der i hver branche haves paa lager; men det blir ogsaa uaf-
