der gjennemsnitlig, landet over, betales i arbejdsløn for at faa den produceret — og følgen vil være, at den produktive og den uproduktive klasse akkurat vil kunne kjøbe hver sin halvdel af alle de forbrugs-artikler som produceres.
Forbrugs-artiklerne sælges nemlig da ikke længer for penge. Som panteobligationer og aktier er blit værdiløse ved ophævelsen af den private ejendomsret til produktions-midlerne, er nemlig ogsaa pengene blit værdiløse derved, at centralbankens guldbeholdning er blit nationens ejendom, og ikke længer bruges til at dække seddelmassen, men udelukkende til at ordne landets mellemværende med barbarerne. Pengene kan altsaa ikke længer bruges hverken til at kjøbe forbrugs-artikler for, eller til at betale arbejdsløn med. Ethvert arbejde blir derfor at betale med anvisninger, lydende paa den arbejdstid det har kostet — saa og saa mange arbejdstimer eller arbejdsdage — og for disse anvisninger, og kun for dem er det at forbrugs-artiklerne nu kan kjøbes.
Da alle forbrugs-artikler tilsammen koster akkurat det dobbelte af hvad der er betalt for at faa dem produceret, vil følgelig den produktive klasse der har frembragt dem, for sine arbejds-anvisninger akkurat kunne kjøbe halvparten. Og naar arbejdslønnen er lige for alle, for de produktive som for de uproduktive arbejdere, og de arbejds-udygtige oppebærer fuld arbejdsløn i pension, saa vil altsaa den uproduktive klasse for sine anvisninger akkurat kunne kjøbe den anden halvpart.
