tion under ét for det hele land. Og naar der saa hele landet over ikke længer var mere end én produktions-forretning i hver branche, skulde endelig samtlige brancher slutte sig sammen og drive al produktion for én fælles regning — under ledelse af et centralstyre, der i samraad med tilsynsmænd fra alle brancher ordnet produktion og omsætning saaledes, at befolkningen kunde gaa til sin gjerning befriet fra alle økonomiske bekymringer, mens pengepisk-svingerne fik al den luxus som dermed var forenelig.
Dette var programmet. Men det viste sig at være et langt lærred at blege —:
I hver enkelt branche var der jo daarlige forretninger og gode — og indehaverne af de gode følte ingensomhelst trang til at slaa dem sammen med de daarlige. Og mellem de forskjellige brancher var der jo nogle som netop florerte og tjente store penge, mens andre for øjeblikket laa nede under overproduktion og tjente lidet og ingenting, hvis de ikke gik med tab. En sammenslutning hadde ingensomhelst tillokkelse for producenterne i de florerende brancher. Saa var der ogsaa de stakkels pengepisk-svingere som før, under, og efter den almindelige krise hadde tabt sine formuer paa uheldige foretagender. Tre veje stod dem endnu aabne til at vinde sine formuer tilbage: handels-spekulationer, selvstændig gründer-virksomhed og aktie-jobberi — og alle tre veje vilde jo bli stængte, hvis en sammenslutning kom istand. I det øjeblik pengepisk-svingerne begyndte at drive al produktion og omsætning for én fælles regning, vilde nemlig deres ring
