Side:Anarkiets bibel (1906).djvu/332

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


erne er med andre ord atter begyndt at glide, og vi driver følgelig mod en krise. I længden gaar det jo nemlig slet ikke an at bruge mer end man tjener; det kan gaa til en tid, men det ender nødvendigvis med, at man maa indskrænke sit forbrug. Men indskrænker vi vort forbrug, da maa vi ogsaa indskrænke vor produktion. Og indskrænkning af produktionen betyder jo arbejdsløshed og lønsnedsættelse, og lønsnedsættelse og arbejdsløshed betyder ny indskrænkning af forbruget. I samme øjeblik som de tre fjerdeparter af os, trætte af bestandig at bli fattigere, begynder at indskrænke sit forbrug, sætter altsaa den automatiske bræmse sig i bevægelse, og vi faar vor produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet. Og naar vi endelig efter overstaaet krise naar op igjen til en raadden ballance, da staar vi altsaa atter der hvor vi nu staar, og har paany valget mellem modstandsløst at la os drive mod den store krise, eller at tvinge „tiderne“ op igjen ved atter at slippe den ledige arbejdskraft til.

Men tar vi os nu sammen og gjør en ende paa den tossede situation hvori vi befinder os, da er det sandelig ikke for gjennem en ny krise at la os føre tilbage til den igjen. Hvis vi nu sætter hele den disponible arbejdsstyrke til at lave os et luxus-apparat, og derved med et eneste slag stanser formuernes glidning, da er det ikke for at la dem begynde at glide igen, strax vi bare har faat luxus-apparatet færdigt — det er sandelig vor hensigt engang for alle at sætte en bom for den farlige glidning af formuerne, saa vi for alle tider kan bli det tossede krise-vrøvl kvit.