saa ikke være nogensomhelst tvil. Men om det vil kunne lykkes os, er et andet spørgsmaal.
Vidste vi saasandt i dette øjeblik, hvad alle pengepisksvingere tilsammen ønsker sig ud over det de nu bruger, eller hvad de kan bringes til at ønske sig naar de ser det frembragt; kjendte vi med andre ord paa en prik vore egne luxus-behov, og altsaa kunde sætte den ledige arbejdsstok igang med at tilfredsstille disse behov saalangt dens kræfter rak — da var jo det hele ligetil som fod i hose: Vi kunde da strax paa førstkommende mandag la arbeidsstokken begynde med at lave os det produktions-apparat, som en saadan luxus-produktion krævet.
Det første resultat af dette skridt vilde være, at alle lønninger gik op til hvad de var før krisen, og industrien vilde altsaa næste lørdag komme til at staa foran en mer-udgift paa 28 millioner paa lønnings-konto. Af disse 28 millioner kan bankerne ikke skaffe mere end de 24. I de 14 uger krisen varte, blev der alt i alt inkasseret 98 millioner i pantelaansrente; men da ejendomsbesidderne og funktionærerne i løbet af disse 14 uger brugte 94 millioner af sine formuer, og altsaa tog 94 millioner ud af bankerne, var der ved krisens slutning bare 4 millioner tilbage af disse penge — og siden krisens afslutning er jo hele pantelaansrenten stadig blit brugt. Disse 4 millioner, plus industriens reservekapital, stor 20 millioner, er alt hvad bankerne fortiden har ledig i kasse. Men det er ogsaa nok. I ugens løb vil jo industrien selv som sædvanlig ha tat ind 84 millioner, hvoraf de 12 er tjente penge der skal
