hadde de imidlertid staaende i banken de penge salget af deres aktier hadde indbragt dem — minus hvad de deraf hadde brugt under krisen. For de 900 millioner i aktier som var gaat over paa de gamle gründeres hænder, hadde de faat ca. 700 millioner i penge; for de 1200 millioner de hadde solgt til de ledige funktionærer hadde de bare faat 240 — tilsammen 940 millioner, som ved deres forbrug under krisen var svundet ind til ca. 850 millioner, der nu indbragte dem en ugentlig rente af godt og vel ¾ million. For en enkeltheds skyld vil vi si at ¼ million af denne rente og 6 millioner af aktie-udbyttet faldt paa ejendomsbesidderne, mens ¼ million i rente og ½ million af aktie-udbyttet faldt paa de arbejdende funktionærer. Da huslejen og pantelaansrenten hævet hverandre — de beløb sig jo begge til 7 millioner — var de 6½ million i aktie-udbytte og rente i virkeligheden alt hvad ejendomsbesidderne tjente, og da de brugte 15 millioner om ugen, tog de altsaa hver uge 8½ million af sine formuer. De arbejdende funktionærer, som ved siden af sine ¾ million i udbytte og rente bare hadde 6 millioner i løn, og alligevel brugte 8, tog paa sin side hver uge 1¼ million af sine formuer.
Den fart hvormed ejendomsbesiddernes og de arbejdende funktionærers formuer gled fra dem, var altsaa 9¾ million om ugen eller ca. 500 millioner om aaret, og da deres formuer i aktier og penge tilsammen beløb sig til 4750 millioner, kunde de ha varet i over 9 aar, hvis farten hadde vært jevn. Men farten
