større antal aktier. Deres formuer randt altsaa fra dem med en stadig øgende fart, og naar de tilslut en god dag ingen aktier mere hadde tilbage, og deres indtægt dermed var gaat ned til nul, mens bankernes og deres klienters var naad op til 17 millioner om ugen, da vilde jo ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer pludselig ikke længer kunne skaffe sig de 17 millioner, de plejet at bruge, siden de ingen aktier mere hadde at gi i bytte for dem — og pengene kom da til at bli liggende ubrugte i bankernes kasser, eftersom bankerne og deres klienter selv ingen brug hadde for dem.
Men da vilde jo en ny krise bryde ud — og den kom til at arte sig meget værre end den forrige, baade for os og for befolkningen.
Ikke blot vilde de ruinerede ejendomsbesiddere og funktionærer under den nye krise være fuldstændig tabte som kunder for industrien, nej ogsaa de øvrige funktionærer kom uden al tvil, skræmte af sine kollegers skjæbne, til at ta rev i sejlene strax krisen viste sig, og hele krisen igjennem saavidt gjørligt indskrænke sit forbrug til hvad de tjente — og naar krisen naadde sit højdepunkt, vilde industrien ikke ha andre kunder tilbage end landmændene og de gamle gründere, og dens afsætning kun beløbe sig til 51 millioner om ugen.
Hvis saa industrien — som under den forrige krise — kunde indskrænke sig til at reducere sine udgifter ned til disse 51 millioner, da vilde der vistnok ikke tjenes en skilling; men til gjengjæld vilde isaafald befolkningen, som sidst krisen var paa sit værste,
