tralbanken paa gjældsfondets vegne for dermed at indløse landmændenes guld, og de resterende 4 millioner var penge bankerne centralbanken og de gamle gründere tjente ud over sit forbrug. Landmændene paa sin side hadde nu som før 2 millioners overskud paa sit indenlandske salg, og 1 million fik de for sit guld og 1½ million i udbytte af sine aktier — de tjente altsaa alt i alt 4½ million om ugen ud over sit forbrug. Med andre ord: bankerne centralbanken landmændene og de gamle gründere tjente tilsammen, ud over sit forbrug, akkurat de 8½ million som ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer manglet paa at kunne dække sit forbrug — og at ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer tog de 8½ million af sine formuer vilde altsaa ikke si andet end at de hver uge solgte for 8½ million kroner i aktier til bankerne og deres klienter. Og det var det raadne ved affæren.
Naar nemlig ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer endnu tjente saapas meget som halvparten af de 17 millioner de brugte, da var det jo udelukkende fordi de endnu ejet aktier der gav et udbytte af 8½ million om ugen. Efterhvert som de nu skilte sig ved disse aktier, sank derfor deres indtægt fra 8½ million og nedover mod nul, mens bankerne og deres klienter, til hvem aktierne vandret over, samtidig saa sin ugentlige netto-indtægt voxe fra 8½ million og opover mod 17. Og efterhvert som ejendomsbesiddernes og de ledige funktionærers indtægt uge for uge blev mindre, maatte de jo stadig, uge efter uge, spæ mere og mere til af sine formuer, d. v. s. sælge et større og
