pengepisk-svingeres formuer, tat som en helhed, voxet derfor tiltrods for de 28 millioners fortjeneste om ugen, ikke med en rød øres værdi. Ikke desto mindre voxte bankernes centralbankens landmændenes og de gamle gründeres formuer fort væk med 7 millioner om ugen. Ejerne af det industrielle produktions-apparat nøjet sig nemlig ikke med at kaste bort de 21 millioner om ugen som de selv tjente; de af dem der endnu sad med ubehæftet ejendom begik desuden den galskab hver uge at udstede til bankerne for 7 millioner i nye panteobligationer, mod ogsaa at faa lov til at kaste bort de penge bankerne og deres klienter tjente. De bildte sig nemlig ind dermed at gjøre en god forretning. For de laante penge, som de altsaa maatte forrente med 7 procent, tog de aktier i de nye etablissementer som var under anlæg; og naar etablissementerne blev færdige og sat i drift, saa vilde disse aktier — mente de — komme til at gi 20 procent ligesom de gamle etablissementers aktier. Men de nye etablissementer var jo overflødige, aktierne altsaa værdiløse — og blev bankerne og deres klienter paa denne maade 7 millioner rigere for hver uge som gik, saa blev til gjengjæld disse stakkels ejendomsbesiddere hver uge 7 millioner fattigere.
Hvad der økonomisk talt gik for sig mens det første sæt overflødige etablissementer blev lavet var altsaa det, at landet kun producerte hvad det forbrugte, uden at skabe nye værdier. Finansielt derimod gik der det for sig, at 7 millioner af de gamle værdier hver uge fra endel ejendomsbesidderes hænder gled over i ban-
